
Spar stort på auktion
Nærmest uanset hvad du går og drømmer om, kan det købes på auktion. Alt fra tennissokker til liebhavervillaer kan findes netauktioner. Her følger en gennemgang, af vores yndlingssites.
The one webpage to rule them all:
Ebay.co.uk
Du kan få alt på eBay. Alt. Intet mindre. Brug den engelske udgave af hjemmesiden og slip for told og moms. Så længe du handler i Europa, undgår du at skulle betale den slags vederstyggeligheder.
Kræmmernes yndlingsside:
Dba.dk
Her kan du ofte gøre dig nogle fine fund (ikke mindst i gratis-kategorien!) og både købere og sælgere er vant til, at udbudsprisen ikke er den endelige pris. Købslå endelig! Hvis sælger ikke er til at hugge eller stikke i, så find en anden.
Som sælger, er dba.dk din absolut bedste handelsplads. Der er flere tusinde daglige købere på siden, atmosfære og service er god, og gebyrer er nærmest ikke-eksisterende.
Junk og guld:
Qxl.dk
Qxl.dk er en blandet landhandel, der rummer alt fra professionelle kræmmere der sælger billigere engrospartier til familiefædre der sælger et fejlkøbt 50” smart-tv. Du kan gøre et kup på siden, for der er ikke længere mange brugere på den. Men se dig godt for, der er langt mellem guldet.
Grundet den lille køberskare, kan vi ikke anbefale dig at sælge på siden, medmindre du sætter en mindstepris på dine varer.
Divaernes holdeplads:
Trendsales.dk
Hvis du ser dig godt for, kan du spare rigtig mange penge på designerkjolen, som du har sukket efter i årevis. Trendsales har imidlertid de højeste udbudspriser og nogle sælgere foretrækker at have kjolen hængende i skabet et halvt år mere end at slå 5 % af prisen.
Hvis du undgår katteslagsmålene (dem er der en del af), så er Trendsales dog et godt sted at handle især tøj og accessories.
Vi kan ikke anbefale dig at sælge igennem Trendsales. Gebyrerne er skyhøje. Vil du have mere end et enkelt billede på din auktion og vil du sætte mange ting til salg på en gang, så skal du betale for VIP medlemskab. Derudover betaler du for at få fremhævet annoncen (fuldstændig som på dba.dk), du skal betale for at modtage penge på din Trendsaleskonto, og du skal betale for at få dine penge ud af Trendsales’ grådige hænder. Køber skal på sin side betale for at overføre penge til dig og for køberbeskyttelse. Når han eller hun ønsker at hæve et eventuelt indestående, så koster det selvfølgelig også.
Politi- og konkursauktioner
Se f.eks. York-aúktion.dk
På politi- og konkursauktioner kan du finde billige cykler, biler, kontorindretning, værktøj og meget andet godt til næsten ingen penge. Vær dog opmærksom på auktionshusets gebyrer og på, at du ikke er dækket af nogen form for køberbeskyttelse. Varerne er købt som beset, ingen garanti, ingen fortrydelsesret.
Til gengæld faldt vi for nylig over en tre år gammel Toyota firhjulstrækker til en udbudspris på sølle 4.000,- kr. Den blev solgt for 11.500,- + gebyrer til auktionshuset (20 %), desværre ikke til os.
Der findes nærmest uendeligt mange auktionssider. De oven for nævnte er de, som vi har personlig erfaring med. Vi har endnu til gode at handle med f.eks. Lauritz.com. Vi vil derfor meget gerne høre fra dig, hvis du har førstehåndserfaring med Lauritz.com eller en anden auktionsside, som vi ikke har listet ovenfor.