
Skab dit eget studiejob
Det er ingen hemmelighed, at Danmark befinder sig midt i en lavkonjunktur og at det derfor kan være vanskeligt at finde jobs, for slet ikke at tale om studiejobs. Hvis du har opgivet jobjagten kan du nu gøre et af to: Sulte eller skabe dit eget job. Løsningen hedder IVS – Iværksætterselskab.
Hvis du bliver virksomhedsejer, har det blandt andet den åbenlyse fordel, at du ikke har huller på CV’et. Derefter må det være op til din samvittighed, hvor meget du vil prale af dine bedrifter til jobsamtalen. Det kan godt være, at du kun har haft enkelt kunde i de år, virksomheden har eksisteret, men det behøver din kommende arbejdsgiver jo ikke nødvendigvis at få skåret ud i pap.
En anden, ganske væsentlig, fordel er, at du – udover at bestemme din egen arbejdstid – ikke har fællesøkonomi med selskabet, som det er tilfældet med enkeltmandsvirksomheder. Helt konkret betyder det, at skal du have penge ud af firmaet, så skal du lønansætte dig selv eller alternativt betale udbytte. Indtil du gør det, bliver din indtjening (minus skat og moms) stående på dit firmas konto, langt uden for SU-Styrelsens rækkevidde. Med andre ord: Du må tjene alt det du vil, uden at du kommer i karambolage med SU’s indtjeningsloft. Det er jo selskabets penge, ikke dine. Det betyder også, at skulle du gå konkurs med selskabet, så hæfter du ikke personligt for det.
Hvis du har råd, kan det derfor svare sig at lade pengene stå i virksomheden, indtil du er færdiguddannet. Så er det vist også på tide med en ordentlig bonus, efter alt dit slidsomme arbejde.
Det koster 670,- kr. i gebyr at registrere et iværksætterselskab, til gengæld behøver du kun indskyde en enkelt krone (eller mere) i kapital. Læs mere om IVS’er på Erhvervsstyrelsens hjemmeside: http://erhvervsstyrelsen.dk/ivaerksaetterselskab
Hvis du er bekymret for regnskabet, så frygt ikke. Hvis du planlægger at stifte et konsulentselskab med dig selv i hovedrollen, så vil dit regnskab kun med lille sandsynlighed kræve en revisors rådgivning. Langt de fleste regnskabsprogrammer er både så billige og pædagogiske, at du kan klare arbejdet selv, med ganske lille indsats.
– Husk, at du kan trække IT-udstyr, og måske endda din telefon- og internetregning fra i selskabets regnskab.