
Indretningsguide for studerende: Gratis møbler
Foruden PC og studiebøger er møbler noget af det, der tærer hårdest på en SU-økonomi.
Hvis du kan finde dig i lidt skrammer og modetrends der har nogle år på bagen, kan du dog indrette kollegieværelset ganske gratis, eller meget, meget billigt.
Det er ikke nødvendigvis gamle møbler der bortgives, du kan være heldig at finde guld imellem skidtet.
Gratis, grønt og genialt
Gratis møbler hjælper ikke kun dit SU-plagede budget. Genbrug er også godt for samvittigheden. Tænk på al den CO2 du sparer miljøet for. Bonus!
Overlev på SU hjælper dig med et par links til genbrugsindretning, der giver dig god og grøn samvittighed og levner flere penge til spaghetti og ketchup.
Besøg for eksempel Guloggratis der har en bortgives-sektion specifikt for møbler.
Dba.dk har ligeledes en bortgives-kategori, hvor du kan være heldig at finde alt fra gratis spiseborde til skrivebordslamper.
Allermest interessant er dog storskrald.dk, der endnu ikke har forfærdeligt mange brugere. Det vil sige, at du ikke skal slås med ret mange, for at få fat i netop det møbel, som du har udset dig.
Betal lidt, få mere
Hvis du vil kaste lidt penge i indretningen, får du et noget større udvalg og knapt så mange konkurrenter.
Ovenstående sider har alle sammen fine møbler til fornuftige penge. På storskrald.dk skal du aktivt angive, at du også vil se annoncer for emner, der koster penge.
Papkassen.dk er værd at kigge på. Priserne der er ikke lige så hysteriske, som de kan være på de større brugtsalgs-sider.
QXL.dk er et auktionssite hvor du kan være heldig t fine kvalitetsmøbler til kun et par kroner, hvis der ikke er andre der har budt på den auktion du er interesseret i. Husk dog at holde øje med leveringsbetingelserne. Nogle kræver, at du afhenter på deres adresse eller at møblet sendes. Skriv eventuelt til sælgeren før du afgiver et bud, og hør I kan enes om den leveringsform du foretrækker.
Landets genbrugsbutikker bugner også af møbler, men kvaliteten er svingende og priserne ikke altid rimelige. Til gengæld går pengene til et godt formål, så den grønne samvittighed kan også suppleres med næstekærlighed. Dobbelt op på samvittighedskontoen! Søg på de enkelte organisationers hjemmesider for at finde en butik med møbelsalg i nærheden af din bopæl. Vi nævner i flæng: Kirkens Korshær, Frelsens Hær, Røde Kors, Sudan Genbrug.
Sidst på listen skal Trendsales også nævnes. Priserne er generelt lidt højere på Trendsales end andre steder, til gengæld er der også mere luksus og det kan lade sig gøre at finde pæne sofaer til under 500,- kr.
Afhentning af møbler kan blive til levering af møbler
Medmindre du har en meget stor ladcykel og gode lårmuskler, kan afhentningen af dine møbler hurtigt komme til at udgøre et problem.
Vi har dog god erfaring med, at hvis man har spurgt sælger eller giver på forhånd, så er de oftest meget villige til at hjælpe med leveringen – forudsat de selv har bil, naturligvis. Vær dog opmærksom på, at høflighed byder, at man betaler lidt for transporten og ulejlighed. Du kan prøve at bestikke dig frem med søde smil eller billig rødvin, men forvent ikke, at det lykkes uden et par hundrede kroner på bordet.
Ender du med at ringe efter 3×34 så fortvivl ikke. En kørsel i København kan typisk gøres for minimumstaksten på knap 300,- kr.
Hvis du har fået dig en gratis sofa, så er et par hundrede kroner eller tre for leveringen egentlig billigt sluppet. Vi foretrækker dog gratis eller tæt på gratis, så frem med tandpastasmilet!
God fornøjelse med møbeljagten og indretningen, og kom endelig med flere tips, hvis du har nogen at dele.