
Vakuumpak din mad
Hvis du vakuumpakker kød, pålæg og madrester, forlænger du holdbarheden et godt stykke ud over sidste holdbarhedsdato, uden kvalitetstab.Det samme gælder, hvis du fryser storkøb eller madrester.
Normal holdbarhed for hakket kød og madrester er maksimalt tre måneder i fryseren. Du kan roligt trække den til det dobbelte, hvis du har vakuumpakket fødevarerne. Derudover sparer du en masse plads i forhold til brug af plastikbokse. Mere plads giver mulighed for større indkøb og derved storkøbsrabat.
Vakuummaskiner kan fås for omkring 200,- kr. (og opefter). Vi har købt denne Clatronic FS 3261 Bag Sealer fra Amazon, og den fungerer ganske udmærket. Det kan svare sig at købe ekstra film med det samme, for at opnå større besparelse. Der følger oftest kun 2-3 meter vakuum-plast med, når du køber en ny maskine.
Handler du på britiske hjemmesider, så husk endelig at købe en omformer fra britisk til dansk strømstik. De fås for et par pund (inkl. fragt) på ebay.co.uk eller amazon.
Bonusinfo: Hvis du har en gourmet gemt i maven, så er der ikke langt fra vakumforsegler til sous vide-tilberedning. Det kan lade sig gøre at bygge sin egen sous vide-maskine med lidt snilde, en flamingokasse, varmelegemet fra en elkedel, en termostat og en timer.