Som studerende støder du sikkert ofte på tilbud om faglige oplæg af den ene eller den anden slags. Drop undskyldninger og meld dig til, hvis arrangementet har bare den mindste interesse. I stort set alle tilfælde trakteres deltagerne med drikkelse og lidt at spise – også når der er tale om oplæg eller gå-hjem-møder, der er ganske gratis at deltage i.
Hvis arrangementet på ingen måde er interessant, så kan du vælge den udspekulerede facon og undskylde dig efter spisningen eller så snart du har scoret en sodavand før oplægsholderen går på scenen.

Søg gerne efter gratis arrangementer og oplæg, både på dit eget studiested og på nærliggende studiesteder. CBS har f.eks. ganske ofte virksomhedspræsentationer (der ikke kræver forhåndstilmelding) og på Panum er der jævnligt morgenkonferencer, med morgenmad til alle deltagere. Sidstnævnte kræver forhåndstilmelding, men klæd dig pænt på, glid ind i mængden, og snig dig så væk igen. Metoden er afprøvet med god succes.