Hvis du er syg, er det ikke kun sygdommen der gør ondt. Medicinen, som du skal bruge, kan også give dig ondt i økonomien. Det er der heldigvis råd for.

Du kan for eksempel slå medicinen op på internettet og se hvad den vejledende pris er. Bemærk, vejledende. Der er forskelle apotekerne imellem, og det er det der gør, at du ofte kan finde medicinen billigere i et online apotek end i et fysisk apotek.

Det er dog en endnu bedre fidus at udnytte CTR-tilskuddet.
CTR-tilskuddet er statens tilskud til borgernes medicinkøb. Afhængig af din alder, om du er kroniker og flere andre forhold, får du et vist tilskud, der oftest er afhængig af dit forbrug. Således stiger tilskuddet, jo flere penge du bruger på medicin. Og her kommer den gode fidus så ind i billedet:

CTR-perioden løber over 12 måneder, så nulstilles kontoen. Jo hurtigere du når op på det beløb, der giver dig højeste tilskud, jo bedre. Når først du har nået det højeste tilskud, gælder det herefter om at få udskrevet så mange recepter som muligt og hamstre medicin (hold øje med holdbarhedsdatoer!). Hvis du har et godt forhold til din læge, så er han eller hun måske med på fidusen, en læge har trods alt været på SU i mindst seks år, så de kender alt til SU-betingede lommesmerter. Hvis du og din læge ikke er på så god talefod, så skal du dog til at være kreativ, men det kan lade sig gøre.

Her i hustanden har vi sparet penge svarende til 1½ års medicinforbrug ganske lovligt, om end kreativt.

Læs mere om CTR-systemet her: http://sundhedsstyrelsen.dk/da/medicin/tilskud/det-centrale-tilskudsregister